Claus Pornov
Claus Pornov, frivillig i kirkens nye menighedsråd
For fire år siden begyndte Claus at slå sin familie følge til højmesserne i Brøndby Strand Kirke. Siden da er han gået fra at være noget ”rusten i de kirkelige handlinger” – som han selv udtrykker det – til at være et af de nye ansigter i menighedsrådet, der tiltræder den 22. november 2016.
Det var naturlig nysgerrighed, der fik Claus til at stille op: ”Jeg interesserer mig for Brøndby Strand Kirke og det er et naturligt skridt for mig at lære mere om det arbejde, der ligger bagved. Det har også virket som fire år med mange udfordringer for det sidste menighedsråd, og jeg vil gerne hjælpe til, så der var flere hænder til at udføre arbejdet.”
På posten forventer Claus at kunne trække på sit kendskab til bestyrelsesarbejde fra sin boligafdeling. Han har også fået god indsigt i kirkens liv, idet han ofte har været et par ekstra frivillige hænder, når der f.eks. har været brug for en muskelmand ved kulturweekendarrangementer og fastelavnsfester, servering af flæskestegssandwichmager ved kulturnatten eller betjening i julestuens café.
Claus har altid været bedre til at give tid end penge til gode formål, hvilket betyder, at han får lov til at se resultatet af sin donation næsten med det samme: ”Man kan reelt se, hvor meget det betyder, selvom man ikke bruger særligt meget af sin tid.”
Som frivillig får man mulighed for at arbejde af lyst frem for af nød med lige det, man elsker eller brænder for, hvilket måske ikke altid er tilfældet i dagligdagen, siger Claus: ”Personligt er jeg meget glad for mit rigtige arbejde, så det er nok mere på grund af netværket man opnår, samt glæden ved at give, der gør sig gældende i mit tilfælde.”
Vi kan bruge flere frivillige til f.eks. at hjælpe til i køkkenet når Spisestuens middagsmåltid serveres tirsdag i ulige uger, og til forskelligt praktisk arbejde i forbindelse med Fred og Fællesskab samt Ulvetimen arrangementerne.