Sabrina Løfqvist

Sabrina Løfqvist – frivillig køkkenmedhjælper.

Når de mange kirkegængere ved Brøndby Strand Kirkes månedlige Fred og Fællesskabsgudstjenester sætter sig til bords og nyder et måltid sammen, kan de – blandt andre – sende Sabrina Løfqvist en kærlig tanke. Sabrina har gennem de sidste fem år været fast frivillig i køkkenet, hvor hun forud for gudstjenesten med kyndig hånd snitter grøntsager og gør klar til at bespise den store skare.

Fred og Fællesskab er en halv times gudstjeneste i børnehøjde, som sluttes af med fællesspisning og en kop kaffe for de voksne, mens børnene laver en aktivitet.

”Jeg ser det frivillige arbejde som et hyggeligt afbræk i en travl hverdag,” siger Sabrina.” Det kan godt være jeg skal stå i køkkenet og snitte grønsager i et par timer, men til gengæld hygger mine piger og jeg os efterfølgende sammen med en masse andre. Og vigtigst af alt: Jeg slipper for madlavning, oprydning og opvask!”

Sabrinas engagement har givet hende en stort netværk: ”Da vi lige var flyttet til Brøndby Strand, gav det frivillige arbejde i kirken mine børn og jeg muligheden for at lære andre i kommunen at kende.”

De sidste tre år har Sabrina desuden hjulpet til ved den årlige julestue, hvor hun har solgt juleknas i delikatesseboden. Hun siger til alle, der går med tanken om at blive frivillig i kirken, at de bare skal prøve det: ”Det koster ikke noget at være frivillig, men til gengæld får man en masse gode oplevelser og hyggeligt samvær.”

Vi kan bruge flere frivillige til f. eks:

    • Vi har et ønske om at udvide spisestuen til hver tirsdag. Spisestuen er et tilbud om at mødes og spise sammen med andre. Derfor mangler vi nogen der kan hjælpe med indkøb og madlavning i samarbejde med Jette og andre.
    • Kulturweekend i juni: vi kan altid bruge hjælpere til Pandekage bagning, loppebod, tøjbod og frokost servering.

Interesseret? så kontakt Kirkekoordinator Mette Reese Bernskov på tlf. 43 73 44 54.

Sabrina Løfqvist