Brøndby Strand Kirkes julestue afholdes normalt hvert år lørdagen før første søndag i advent , det bliver anderledes i år.
Der bliver hele adventsperioden igennem salg af juledekorationer og julesmåkager og andre lækkerier fra en lille bod i kirken.
2020 bliver et år, vi kommer til at huske længe. Meget er blevet anderledes end vi havde forestillet os og mange ting, som vi tænkte på som selvfølgelige og uforanderlige dele af vores liv, kan ikke længere gennemføres, som vi var vant til.
En af de ting er desværre julestuen. I en corona-tid, hvor vi må holde afstand, kan vi ikke stå tæt sammen i et kirkerum, der myldrer af liv og begejstring. Derfor er julestuen i sin vante form aflyst i år; det kan ikke være anderledes.
Men at vi ikke kan holde julestue, som vi plejer, er ikke det samme, som at vi ikke kan gøre gode, rare ting sammen, som kan bringe julestemning og juleglæde.
Til fordel for menighedsplejen laver vi derfor en række dejlige, julede ting:
- Der bliver hele adventsperioden igennem salg af juledekorationer og julesmåkager og andre lækkerier fra en lille bod i kirken.
- Der bliver salg af julekugler til ophæng i kirken og hjemme.
- Der bliver en voksenjulekalender med fine sponsorgaver, hvor vi hver dag frem til d. 24. december trækker en vinder.
Og til alle de ting får vi brug for jeres gode hjælp. Vi får brug for dygtige hænder til at lave adventskranse og juledekorationer, flittige bagere til at holde os forsynet med småkager, strikkere og syltere til at donere nogle af de fine ting, som I ellers hvert år har forkælet os med.
Hvis du har tid og lyst til at hjælpe os med noget lækkert hjemmelavet, ville vi være meget taknemmelige, hvis du ville sende kontoret en mail eller besøge Mette på kirkekontoret og fortælle, hvad og hvor meget du vil lave og hvornår det ville passe dig at lave det.
Med de bedste ønsker om en fredelig og frydelig juletid i år – trods alt –
P.S. Selvom meget er forandret i år er julens budskab om barnet i krybben uforandret og stadig lige aktuelt.
Julestuen 2019:
Næsten 60 frivillige var i gang – enten i dagene og ugerne inden, eller på selve dagen. I satte plakater op, fandt sponsorer, hentede og bragte gaver og præmier; I brasede og bagte og lavede lækre sager hjemme; I strikkede, syede, hæklede og skabte de fineste juleting. I lavede dekorationer; slæbte op af kældre og ud af depotrum, donorede alverdens ting til loppebod, tombola og lotteri; I stod i boder, serverede mad, vaskede op i timevis, trillede daddelkugler så det var en lyst – jeg kunne blive ved: I KNOKLEDE! Og I skabte en fantastisk stemning for vores gæster, store som små, og for alle os andre.
Jeres indsats betød, at vi havde en rekordhøj indtjening: Mere end 25.000,- end tjente I til kirkens sociale arbejde. Det er et uhørt højt beløb – adskillige tusinde kroner mere end det næstbedste år. Pengene kommer til at gå til Spisestuen, til akuthjælp og julehjælp, til sommerferie med udsatte børnefamilier og alle Menighedsplejens andre projekter – og det er penge, der virkelig gør en forskel, der kan mærkes.
Tusind tak til hver enkelt en af jer for alt det, I bidrog med.
Med venlig hilsen
Mette Reese Bernskov
Kordegn/Kirkekoordinator