Tirsdag d. 21. maj 2019, kl. 19:00

Stemningsfuld forårskoncert i Brøndby Strand Kirke

„Vem spelar på en pipa en låt av gryningsluft
för himmelsk att begripa, höjd över allt förnuft?
Vem äger lösenorden, flöjtvisans dolda text?
Vem spelar på jorden för djur och växt?”

Tirsdag den 21. maj synger det store klassiske kor Kor Dialis foråret og sommeren ind i Brøndby Strand Kirke. På programmet er den nordiske musik med det festlige, melodiøse og lyriske svenske nationalværk ”Förklädd Gud” i centrum. 
Værket er fra 1939, komponeret af Lars-Erik Larsson og er med sin vekslen mellem digtoplæsning, instrumentale passager og korsang et af de mest interessante og elskede nyere svenske korværker. Teksten er hentet fra en samtidig digtsamling og er inspireret af et motiv fra det græske mytologi, hvori Apollon, gud for bl.a. musik og digtning, optræder som jordisk hyrde.
Ved koncerten i Brøndby Strand Kirke bliver Kor Dialis akkompagneret af pianist Mimi Dulong og oboist Line Rønn Ingvardsen og desuden medvirker en sopran, en baryton og en recitator. 
Aftenens program byder også på musik af den færøske komponist Kári Bæk – og på danske sange komponeret eller arrangeret af komponisten, dirigenten (og TV-quizleder) Phillip Faber. Fælles for al musikken i Kor Dialis forårskoncert er lyrikken som det bærende element, og aftenen byder bl.a. på digte af William Heinesen, Hjalmar Gullberg og Emil Aarestrup.

Medvirkende
Kor Dialis
Sted
Brøndby Strand Kirke
Pris
Gratis